Der er mange der bekymrer sig om, at det er svært at lave nye venskaber, når først man er blevet voksen. Det er absolut ikke nogen irrationel frygt: statistikkerne viser tydeligt, at ensomhed er en af de helt store problemer, som rigtigt mange voksne mennesker døjer med til dagligt. Vi mennesker er sociale væsener, og det betyder at vi har brug for at have andre mennesker omkring os for virkeligt at trives. Nogle har selvfølgeligt et større socialt behov end andre, men selv de mest introverte typer har godt af, at have nogle få nære venskaber.
Venskaber er lette at starte når man er yngre. Som børn er vi naturligt nysgerrige og er ikke blevet så hjernevasket af de sociale spilleregler, at vi spænder ben for os selv. Børn går uden problemer op til andre børn, og spørger om de har lyst til at lege. Det er det mest naturlige i verden! Med årene gør vi det dog sværere og sværere for os selv, men det er en langsom proces. Når man starter i skole, så begynder man at blive konfronteret med de sociale spilleregler på den måde: man ser, eller oplever, mobning og sociale kliker. Det er tydeligt, at der kan være konsekvenser ved at gøre ting, der er imod de sociale forventninger. De fleste skolebørn formår dog stadig at opbygge gode venskaber i denne tid: det er en naturlig proces, når man er omgivet af andre jævnaldrende til dagligt. Man har den samme alder, går i den samme skole, og oplever i det store hele de samme ting hver dag. Med alle disse ting tilfælles er det svært ikke at føle en eller anden forbindelse med de andre børn, og dette manifesterer sig ganske naturligt i venskaber.
Det samme fænomen sker så op igennem uddannelsessystemet: igennem gymnasiet og universitetet hvis du tager den rute, eller måske igennem den tekniske skole eller en elevplads. Man er omgivet af mennesker der har samme interesse som én selv, og man bruger en masse tid sammen med dem. Venskaber sker altså helt af sig selv.
Til sidst kommer man så ud på arbejdsmarkedet, og her bliver man så typisk venner med sine kolleger. Igen har man en del tilfælles, og bruger mange timer hver eneste dag på at løse problemer sammen.
Men hvad hvis ingen af disse venskaber holder, eller man gerne vil opbygge nye venskaber udenfor arbejdspladsen? Det er her hvor mange føler sig fortabte. Venskaber var nemme før i tiden, fordi de nærmest blev serveret på et sølvfad: så længe du mødte op i skolen eller på arbejdet, så kunne du næsten være garanteret venskaber. Hvad gør man, hvis man selv ønsker at bygge et nyt venskab som voksen?
Det var et spørgsmål jeg stillede mig selv, og da jeg ikke kunne finde et svar, valgte jeg selv at finde ud af det. Min plan var simpel: jeg ønskede at blive venner med en byggesagkyndig. Det var nemlig gået op for mig, at sådan et venskab kunne være utroligt praktisk! Mit ?job? består i at købe gamle boliger, sætte dem i stand, og så sælge dem for en profit. Jeg ville kunne lære rigtigt meget af et nært venskab med en byggesagkyndig, og en byggesagkyndig ville kunne få rigtigt mange arbejdsopgaver af, og igennem, mig. Det virkede derfor som et åbenlyst godt venskab, der ville komme begge parter til gode!
Jeg tog tingene ét skridt ad gangen. Min første opgave var at komme i kontakt med en byggesagkyndig. Det var let nok: jeg var ved at lægge sidste hånd på istandsættelsen af en ejerlejlighed, og den skulle selvfølgeligt have lavet en tilstandsrapport før den skulle sættes til salg. Jeg ringede til den første bygningssagkyndige jeg fandt i telefonbogen og bad dem komme ud for at gennemse lejligheden. Fyren der kom ud og inspicerede boligen var hurtig og professionel, men jeg følte virkeligt ikke, at vi havde noget tilfælles. Derfor kontaktede jeg en anden byggesagkyndig med speciale i at energimærke ejerlejlighed. Nu om dage skal en lejlighed nemlig både have en tilstandsrapport og en energirapport før den kan sælges. Det gav mig altså 2 chancer for at møde byggesagkyndige.
Jeg var heldig at den byggesagkyndig der kom for at lave energirapporten var super flink, og ganske nede på jorden. Vi snakkede om løst og fast, og der blev grinet meget, selvom han stadig arbejdede super effektivt. Da rapporten var færdig mandede jeg mig op til at fortælle ham sandheden: jeg synes han var hyle-morsom, og jeg ville sætte pris på, hvis vi kunne se hinanden igen over en kop kaffe. Det føltes underligt at sige, men nu havde jeg jo altså sat mig for, at lave en ven. Han smilede og takkede ja til en kop kaffe, og det skete allerede ugen efter. Til September har vi været rigtigt gode venner i 16 måneder!